Guide til Gran Canaria
Følg os på Facebook
  • Home
  • Om os
  • ØEN RUNDT:
  • Las Palmas
  • Det grønne Nord
  • Byer inde på øen
  • Maspalomas
  • Feriebyer i Syd
  • På toppen af øen
  • .
  • TUR-FORSLAG:
  • Bjergby-turen
  • Fataga-turen
  • Grotte-turen
  • Palmitos Park
  • Sioux City
  • Ørkenvandringen
  • Videoer
  • FAKTA om:
  • Kanarierne
  • Geografi
    • Kanarieøernes planter
    • Dyreliv
  • Kulturliv
  • Historie
  • Kanarisk Mad
    • Restauranter
    • Tapas-Guide
    • Kanariske kartofler
    • Mad-parlør
  • -
  • Trafik på øen
    • Busser
  • DET PRAKTISKE
    • Rejsefakta A-Å
    • Aktiv Ferie
    • Indkøb
    • Overnatning
  • BLIV KLOG PÅ ØEN
Støt guiden med et lille beløb - fx 20 kr! Brug Mobilepay til: 20216673.

Restauranter på Gran Canaria

Picture


Her finder du en oversigt over restauranter på Gran Canaria til lidt for enhver smag og pengepung – geografisk opdelt.

P
rint listen ud her, hvis du vil have den med på rejsen.

Send tips om gode madoplevelser – se "Om os".

 



Man kan sagtens tilbringe en ferie på Gran Canaria uden at spise kanarisk mad. Turistbyernes menukort er ofte af nordeuropæiske retter – forklaret på ti sprog, herunder alle skandinaviske, og der er som regel billeder af retterne, så det er rene staveplader at vælge fra - nemt og effektivt. Men man kan også gå på eventyr i lokale restauranter og få rigtig kanarisk mad. Kanariernes morgenmåltid desayuno er en stor kop kaffe med mælk café con leche og brød, der dyppes i kaffen. Frokost almuerzo serveres mellem kl. 13 og 15 som dagens hovedmåltid og varme ret. Aftensmaden cena spises ved 21-tiden og kan være tapas på den lokale restaurant. Turister kan spise, når de vil. Der serveres døgnet rundt.

Las Palmas:

La Marinera, Paseo de las Canteras, tlf.  928 461 555
Den ligger i den nordlige ende af bystranden, helt nede ved klipperne, så man næsten kan soppe, mens man spiser. Specialiteterne er al slags fisk og paella. Meget anlagt til turister, men maden fejler ikke noget. Åbent 13-23.

Cava de Triana, Travieso 35, Triana, tlf. 928 381 302
Et af de hotte steder for tiden. Sådan et sted næsten uden møbler og lys. Man kan dog skimte maden. Gode muligheder for at smage det autentiske spansk-kanariske køkken og lokale oste. Deres fisk er fin, prøv også blæksprutter og carpaccio, quiche samt mere fyldige retter med fisk og kød. Speciale: Bacalao con pisto de tomillo, timiantorsk. 


Majuga, C/ Perez Galdós (hjørnet Domingo J. Navarro), tlf 928 381 791. 
Det klassiske middelhavskøkken med masser af skaldyr, fisk og lam. Gourmetoplevelser til rimelige priser. Prøv nogle af de mange risretter.
 
La  Oliva, Prudencio Morales 17, tlf. 928 46 97 57.
Godt kanarisk køkken med udsigt over by-stranden. God betjening. Et af de bedste steder på promenaden, men også meget besøgt, så bestil bord, hvis du vil være sikker på plads. 

Bonchinche Los Jamones, Calle Lujan Perez 62.
Få den store tapasoplevelse med store skinker hængende ned fra loftet - og al slags vin på hylderne. Larmende sted med træstole på stengulv, ligesom det skal være.

La Strada, C. Tomás Miller 58, tlf.  928 273 351
Skandinavisk restaurant med billig buffet og god dansk kaffe
 
Nord Gran Canaria

Bodega Vandama, Carretera de Bandama 116, Santa Brígida, tlf. 928 352 754
Ligger på en terrasse med grønne planter halvvejs oppe ad bjerget, med udsigt til palmer og grønne vinstokke, der skyder op af den lavadækkede skråning. Store, saftige okse- og lammekødssteaks og kylling tilberedt på trækulsgrill er på menukortet sammen med de traditionelle forretter som kanariske oste og blodpølse. Vin fra egen vingård. www.bodegonvandama.com

Puerto de las Nieves
Kystbyen er kendt for sine fiskerestauranter ved havnen, hvor man kan se de store klippeformationer rage ud som et kolossalt amfiteater i Atlanterhavet. Et yndet spisested – specielt i weekenden - for både turister og kanariere, der kommer for at spise frokost, mens børnene fisker og bader. Afslappet kanarisk stemning, hvor man nyder sceneriet og maden.
Bus 103 til Las Palmas, 101 til San Nicolás

Midt på øen

Asador Grill de Yolanda, Cruz de Tejeda, tlf. 928 666 276
Spis på Gran Canarias top, 1450 m o. h. i nærmest en alpehytte – på gode dage med udsigt helt til Tenerife. Prøv retter med gigant svampe plukket lige uden for døren. Saftige steaks, også fra ged. Stedet, hvor de kendte kommer.

Fatagakløften
Der er flere gode stop undervejs i Fataga-kløften:
Snack Café El Mirador, cirka 10 km fra kysten, har fantastisk udsigt til de tørre bjerge og de frodige palmelunde. Under udsigtsplatformen er der cafeteria med mad, der dog ikke er så fortryllende som udsigten.

I Fataga er der flere gode restauranter, end man skulle tro på byens lidenhed:
El Labrador - hovedgaden - serverer kanariske retter. Prøv gedegryden med lokale grøntsager og masser af rosmarin. Dessert: mandelkager og likør. Så er man klar igen.
Og hvis man vil være lokal, så tag en lille kaffe ved siden af bensintanken.


Bar Casa Perdomo, 4, Calle Marfil, Aldea Blanca – bestil bord via Facebook –
Lokal familie restaurant med virkelig rigtig lækker mad, god hurtig service og til en god pris. Man kan desuden bestille både halve og hele portioner så man kan "komme lidt omkring" i menukortet uden at skulle foræde sig. Anbefalet af Mette Zib. Lukket mandag.

Guayadeque
Restaurante Tagoror er det oplagte sted at spise frokost, hvis man er ude på grotteturen, selv om det naturligvis er meget møntet på større busselskaber. De har de helt rigtige kanariske kartofler, 10-24, tlf. 928 172 013.



Maspalomas

Montecristo, lø-sø: 10- 18, entre 8 euro, Barranco de Ayagaures 85, tlf. 928 144 032
En smuk og naturlig oplevelse kan man få et par kilometer uden for Maspalomas i kløften Ayagaures. I en fire hektar stor botanisk oase, som er skabt af den internationalt anerkendte blomsterkunstner, Guy Martin. Sammen med madkunstneren Andreas Dacke har han skabt denne Edens Have for at få natur, kunst og mad til at gå i en højere enhed. Nyd udsigten over søen og skulpturer, mens du bruncher med alt, hvad hjertet begærer for 11,50 euro. Og find bagefter et skyggefuldt sted at slappe af i. Der er også ofte koncerter i en hule med buffet. Prøv kænguru-steak i kirsebærsauce. Læs: @montecristo-grancanaria.com/garten-en

Guarapo II, strandpromenaden ved Tropical Playa, tlf.  928 768 367
Fantastisk udsigt over Atlanterhavet og god betjening, international menu, som kan virke lidt kedelig med en evig duft af rejer i hvidløg, men maden er upåklagelig. Så hvis man får lyst til turistmenu, er det her.

Rías Bajas, Av. de Tirajana (ved CC Yumbo), tlf. 928 764 033.
Står den på hummer, er dette et godt bud, for både fisk og skaldyr er af høj kvalitet. Nyd et glas galicisk albariño-hvidvin i det hyggelige kælderlokale. Fiske- og skaldyrsgryden zarzuela er skøn, og dessertkortet ligeså. 

Las Cumbres Mesón del Cordero, Avenida de Tirajana 11, 13-16, 19-24, tirsdag kun om aftenen. Specialist i lammekød.

Tapas Bar Capaco, Pension San Fernando, Playa del Ingles, tlf. 928 761 124
Meget lille bar med ca. 15 pladser udenfor. Kun tapas, som til gengæld er virkelig godt. Formidabel betjening. "Selvom vi kun kommer på øen 1 gang om året, kan han genkende os, og spørger efter vores børn, hvis de ikke er med. På 14 dages ferie, kan vi sagtens spise der tre gange. Virkelig at anbefale.(Tip fra læser: Gitte Dahlgreen).

Gran Buffet Universal, Las Camelias, Ave. De Tirajana 15, tlf.  928 760 236
Kæmpe buffet, specielt til tyske turister, så maden er gedigen tung og ligetil. Åbent 12-23.

Den Danske Kro, Yumbo Center, åbent 12-24, onsdag lukket, tlf. 649 518 702.
Bent og Kate sørger for smørrebrød, stjerneskud og det hele. Men den mest velsignede oplevelse er den klassiske hakkebøf med bløde løg, kogte kartofler og brun sovs, som kun bedsteforældre kan lave den. Også i 25 graders varme er den skøn. Også stegeben. Se video.

Aubergine, ved Clinica Roca, San Agustin, tlf. 928 764 945
Velegnet til børnefamilier, lukket mandag
 
El Churrasco, Avenida de Tirajuna 24, i kælderen, Maspalomas.
Vælg selv din bøf i den saftige steak-restaurant, der serverer det helt rigtigt velhængte fra Argentina, hvor de har forstand på den slags. Oksemørbrad 23,50 euro. Grillspyd 10 euro. 
 
​Orangerie, Seaside Palm Beach Hotel, Avda. de Oasis, 9.30-23, ma, on, fr og lø.,tlf 928 72 10 32
Den er anbefalet af Michelin, selv om den ikke har en stjerne. Der skal bestilles bord, for man er oppe mod kunder som Franz Beckenbauer, Gerhard Schröder og Tina Turner, og der er kun 15 borde. Under prismelysekroner kan man indtage vagtelbryst med gåselever (16,50 euro), havaborre filet med kongerejer og grillede grøntsager (24 euro) eller kalvemedaljon med ossobucco ravioli, selleripure og trøffelsauce (24 euro).

La Casa Vieja, El Lomo 39, Maspalomas, tlf. 928 762 736 
Ægte landevejskro med stor plastikko i vejkanten. Traditionel kanarisk mad, som er populært både hos lokale og turister, der vil tæt på øens kulinariske hjerte. Også musik, så det larmer, men det overdøver ikke smagen. (Kør mod Fataga. Restauranten ligger lige efter en bro). 

SushiMex, Boulevard El Faro 37, Meloneras, tlf. 928 141 019.
I indkøbscentret mødes Japan med Mexico. Det lyder ikke rart, men det er faktisk ret interessant rent kulinarisk. Ligger med skøn havudsigt.

Mezzaluna, ma-sø 10-23, Boulevard Oasis, Calle Mediterraneo, tlf. 928 146 831
Kendt italiener, hvor man laver alting fra bunden – mens kunderne kigger på. ”Stuffed Pasta” er en særlig specialitet, og pizzaerne er rene kunstværker. Også kendt for deres Gorgonzola Sirlion Steak og Marsala Fillet. Der er levende musik på terrassen fredag og lørdag, hvor det anbefales, at man bestiller bord.

Oasis Terrace, første restaurant til højre for fyrtårnet i Meloneras.
Moderne cafe med jazzpianist, som kan nydes fra kurvestole og bløde puder. Let servering som salater og sandwich.


Arguineguín

Cofradía de Pescadores, Av. del Mulle – på den yderste mole, Arguineguín, tlf. 928 150 963
Fiskerlavets egen restaurant er et travlt sted blottet for designer-dikkedarer, kun plastikstole, men fokuseret på alt godt fra havet. Fx blandede stegte fisk for 9,75 euro.  Serveres med kanariske kartofler: Papas Arrugadas con Mojo til 3,50. Skyl efter med hvidvin, den lokale, Bogigas Tirajana, koster 11 euro. Uhmm! Bagved er bar, hvor fiskerne hænger over kaffen.

Puerto Rico
De fleste spisesteder finder man i de to store shoppingcentre, CC Europa og CC Puerto Rico i bunden af dalen:

Da Pinocchio, Av. Tomás Roca Bosch 1, Puerto Rico Center, åbner kl. 16, tlf. 928 561830
Italiener, der er stærkt anbefalet af flere læsere. Super god mad, god betjening, selv om der er mange mennesker. God oksemørbrad. Hvis man ikke tåler gluten, kan man få lækker glutenfri pizza. Også glutenfri pasta. Deres spaghetti carbonara og fillet steaks er perfekte. Slut af med tiramisu. Rimelige priser.

Bette Kro, på første sal i højre side af centeret.
Laila og Kurt har frisk smørrebrød efter kl.15 og enkle varme retter om aftenen. Menukortet ligner ellers noget fra de hjemlige himmelstrøg med medisterpølser og ribbensteg. Og hjemmelavede frikadeller med kartofler og sovs for 10 euro. Et kendt vandhul for skandinaver, som også bare kommer forbi for at få en kølig. Weekendlukket.

Si, Senor, i bunden af centret
Buffet med det hele, spis løs for bare 6€.

Atlantico, på stranden, rædsomt sted, elendig service og lige så elendig mad.

Det Norske Bageri, i centret ud mod gaden, har byens bedste kaffe, tlf. 928 561 016.
Danskere kan finde deres yndlingsslik i supermarkedet ved Paris-skiltet.
 
Puerto de Mogán

La Caracola, local X-12 2, Puerto de Mogán 928 565 486
Lækre fiskeretter fra eget røgeri. 15 variationer af sværdfisk (pez espada). Tre retter for 45 euro eller fem for 65 euro. Lukket fra juni, juli og august.

Zoo Restaurant og Grill, i Puerto de Morgan, lige efter kanalen ved taxaholdepladsen på vej til Mogan – se efter Gorilla.
Bliv ikke forskrækket, når der smyger sig en tre meter lang phytonslange omkring, for den kommer tit ud. Den kommer endda op på bordene. Resten af de mange dyr er malet på. Kendt for steaks, T-bone til 16,50 euro, zoo-burger 9,50 euro.

Klik til guide om Tapas

Proudly powered by Weebly