Turen går til Gran Canaria (Politikens Forlag 3. udg.). Gratis stillet til rådighed af forfatteren. Kunne du bruge det, så støt ham med et lille beløb - bare 20 kr! Mobile Pay: 20216673.
Los Canarios - Livet på Gran Canaria
Den ægte canario finder man ved dominobordene
Kanariere har altid været åbne over for omverdenen. Den oprindelige befolkning, guancherne, tog gæstfrit imod handlende og missionærer, længe før de spanske erobrere ankom. Men også erobrerne var gæstfri, for de ønskede masser af besøg, både af handelsfolk og tilflyttere fra hele Europa. Og i dag er det ligeså. Man vil have gæster. Og man får så mange, at kanariere altid er i mindretal på deres egne øer.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Hvis man skulle være så heldig at møde en vaskeægte canario, hvordan er sådan en så? Først og fremmest er han mere canario, end han er spanier. Man bør faktisk slet ikke kalde dem spaniere, det er lidt uhøfligt. Dem på iberiske halvø er ganske vist landsmænd, men det er ret langt ud, synes en canario, og det er uanset om de er fra Barcelona eller Madrid. Kanarierne er stolte af øers historie, også af øernes oprindelige folk, guancherne. De taler om dem som forfædre, selv om den genetiske forbindelse nærmest er nul, da guancherne stort set blev udryddet under den spanske erobring. Men nye gader bliver i dag opkaldt efter guanchere, og det er blevet moderne tage et guanche mellemnavn.
Familiemønstret er under samme hastige udvikling som herhjemme, men man ser stadig far, der bestemmer, mens mor passer børn og hus. Stadig flere kvinder kommer dog ud på arbejdsmarkedet, og fødselstallet daler. Familierne er tæt sammenknyttede, og vennekredsen består oftest kun af familie, men de er også store. Så der er næsten heller ikke tid til andre, for kalenderen er besat året rundt af familiebegivenheder. De unge bor hjemme, til de bliver gift, og hele familien inddrages i dagligdagen, også de mindste. Selv ved fester til langt ud på natten er børnene med.
Den moderne livsstil er tydeligt slået igennem i kanariernes klæder. For bare få år siden var gaderne sorte af koner, der bar sorg over en eller anden fjern afdød slægtning. Nu er kjolerne lyse, festlige og ofte dristige. Kun til fest og folkedans trækker de i de lange groftvævede skørter med lodrette striber i alle farver – og en lille fiks stråhat på sned. Mænd ses stadig i landsbyer iført sorte filthatte og røde veste, men i byerne går de i Armani.
Velfærden er forholdsvis god, ingen sulter, men finanskrisen har slået hårdt på alle øerne, også hårdere end i resten af Spanien. Arbejdsløsheden er høj, også blandt unge. Lønningerne er lave, men skatten er lav. Det har blandt andet betydet, at familierne bliver boende sammen med mange generationer under samme tag længere end normalt. De har simpelt hen ikke råd til at stifte bo. Pensionister har en pæn folkepension, og generelt er der et socialt sikkerhedsnet, men slet ikke som i Danmark. Kanariske tiggere ser man stort set aldrig, og de mange illegale indvandrere fra Afrika ernærer sig mest ved salg af solbriller og tingeltangel, for de bliver gennet væk, hvis de tigger. Alle er veluddannede, og der er obligatorisk skolegang for alle, de mindste er stort set i skole hele dagen. Ingen seista her. Folkeskolen er gratis, men man betaler for bøgerne. Der er universitet på Tenerife, så de fleste uddannelser kan man tage på øerne.
Sprog
Man taler spansk eller mere korrekt castellano (kastiliansk) – med næsten sydamerikansk accent. Man sluger endelser, så ingen aner, om “La Palma” er øen eller byen. Der er mange låneord fra øens brogede historie. Den engelske periode har givet “naife” for kniv, og “choni” betyder udlænding - efter Johnny. Emigranter har bragt gloser hjem fra Sydamerika, fx hedder bus ”guagua” som i Caribien, mens den i resten af Spanien hedder ”autobus”.
Erhverv
Kanarierne lever i dag af turister, bananer og tomater. Mest turister. Man er vant til at ændre erhverv. For historisk har man måttet omstille sig for at overleve. De er ved at dø af grin, når de hører, at vi har levet af at producere smør og korn i århundreder. Kanarierne var først med at dyrke sukkerrør og spandt guld på dem, indtil det kunne gøres billigere med slaver i Vestindien. Så gik man over til vin og blev verdensberømte for den tunge Malvasia-vin, der gik under Malmsey og Canary Sack. I danske hjem hed den kanariesekt, men Holberg lod »Jeppe på Bjerget« sige ”kanaljesek” – som var gængs udtryk indtil for få siden. Kanariske vinplanter blev sejlet til Amerika, derfor stammer de fleste sydamerikanske vine fra De Kanariske Øer. Vinen fik konkurrence af portvin og madeira, og så måtte man igen finde på noget nyt. Det blev lus fra kaktus. Lusen bliver brugt som farvestof og var en stor indtægtskilde, indtil kunstige farver vandt frem. Siden begyndte man at dyrke bananer og tomater. Vandproblemet løste man ved at putte vulkansk aske i plantejorden, som kunne suge den tunge nattefugt til sig. Begge afgrøder har en særlig sød smag. Bananer udgør 30 pct. af øernes landbrug, og der er 11.000 bananfarmere. Produktionen er i dag i krise. Til gengæld har blomsterproducenterne vind i sejlene og eksporterer for ca. 350 mio. kr. årligt. De første tobaksmarker er anlagt for 300 år, og øernes cigarer regnes blandt verdens bedste.
Fiskeri sker fra både trawlere og små kuttere. Hovedfangsten er tun, sardiner og blæksprutter. Men de er ikke ret gode til det, så trods al det hav må kanarierne importere spisefisk, og priserne er høje. Der gøres store anstrengelser for at uddanne og udbygge fiskeindustrien, så fiskerne kan tage længere ud og i det mindste dække hjemmebehovet.
Turismen er hovedindtægtskilden. Det begyndte i starten af 1900-tallet, da velhavende englændere kom for at pleje tuberkulose eller andre af datidens moderne sygdomme. De sejlede med bananbåde, der indrettede luksuskabiner til turister. De engelske herskaber blev hele vinteren. Masseturisme kom først i 1960´erne med jetflyet. Det boomede, og der blev skabt mange penge og meget skidt. I 1980´erne havde europæerne fået nok, og de blev væk. Siden har man hanket op i turismen, og nu er turisterne tilbage. Samlet har De Kanariske Øer 11 mio. besøgende, 22 pct. af Spaniens turister. Cirka 250.000 danskere besøger Kanarieøerne hver år, heraf har Gran Canaria 120.000 besøg årligt.
Politik
Kongeriget Spanien består af 17 selvstyrende regioner. De Kanariske Øer er en af dem, kaldet Canarias. Selvstyret er vidtrækkende, næsten som Grønlands hjemmestyre. Kun udenrigs- og forsvarspolitik bestemmer Madrid. Canarias har sin egen lovgivende forsamling på Tenerife. Der er valg hvert fjerde år. Parlamentet vælger præsident, som dog officielt udpeges af Spaniens konge.
Rivaliseringen mellem øerne slår igennem i selvstyret. Regeringsinstitutioner deles med hårfin nøjagtighed. Da parlamentet ligger i Tenerife, har Gran Canaria Højesteret og flere regeringskontorer. Præsidenten bor skiftevis på Tenerife og på Gran Canaria – fire år på hver ø. Vicepræsidenten bor dèr, hvor præsidenten ikke bor. Både Las Palmas på Gran Canaria og Santa Cruz de Tenerife er hovedstad for Canarias. Desuden har hver sit eget styre, Cabildo. Endelig er der valg til de enkelte kommuner med borgmestre og byråd.
Nationalt er der valg til parlamentet i Madrid, Cortes Generales. Her indgår de folkevalgte fra Kanarieøerne i Coalicion Canaria (CC), der stemmer sammen, når det gavner øerne, og de er ofte tungen på vægtskålen, har det kastet en del af sig, fx flere kostbare vandprojekter.
Spanien har været medlem af EU siden 1986, også Kanarieøerne. Men øerne er ikke en del af ”det indre marked”. Derfor kan man stadig handle toldfrit på vej derned, og derfor skal man gå ud ad den blå udgang i lufthavnen, når man kommer hjem - selv om man egentlig kommer fra et EU-land.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Hvis man skulle være så heldig at møde en vaskeægte canario, hvordan er sådan en så? Først og fremmest er han mere canario, end han er spanier. Man bør faktisk slet ikke kalde dem spaniere, det er lidt uhøfligt. Dem på iberiske halvø er ganske vist landsmænd, men det er ret langt ud, synes en canario, og det er uanset om de er fra Barcelona eller Madrid. Kanarierne er stolte af øers historie, også af øernes oprindelige folk, guancherne. De taler om dem som forfædre, selv om den genetiske forbindelse nærmest er nul, da guancherne stort set blev udryddet under den spanske erobring. Men nye gader bliver i dag opkaldt efter guanchere, og det er blevet moderne tage et guanche mellemnavn.
Familiemønstret er under samme hastige udvikling som herhjemme, men man ser stadig far, der bestemmer, mens mor passer børn og hus. Stadig flere kvinder kommer dog ud på arbejdsmarkedet, og fødselstallet daler. Familierne er tæt sammenknyttede, og vennekredsen består oftest kun af familie, men de er også store. Så der er næsten heller ikke tid til andre, for kalenderen er besat året rundt af familiebegivenheder. De unge bor hjemme, til de bliver gift, og hele familien inddrages i dagligdagen, også de mindste. Selv ved fester til langt ud på natten er børnene med.
Den moderne livsstil er tydeligt slået igennem i kanariernes klæder. For bare få år siden var gaderne sorte af koner, der bar sorg over en eller anden fjern afdød slægtning. Nu er kjolerne lyse, festlige og ofte dristige. Kun til fest og folkedans trækker de i de lange groftvævede skørter med lodrette striber i alle farver – og en lille fiks stråhat på sned. Mænd ses stadig i landsbyer iført sorte filthatte og røde veste, men i byerne går de i Armani.
Velfærden er forholdsvis god, ingen sulter, men finanskrisen har slået hårdt på alle øerne, også hårdere end i resten af Spanien. Arbejdsløsheden er høj, også blandt unge. Lønningerne er lave, men skatten er lav. Det har blandt andet betydet, at familierne bliver boende sammen med mange generationer under samme tag længere end normalt. De har simpelt hen ikke råd til at stifte bo. Pensionister har en pæn folkepension, og generelt er der et socialt sikkerhedsnet, men slet ikke som i Danmark. Kanariske tiggere ser man stort set aldrig, og de mange illegale indvandrere fra Afrika ernærer sig mest ved salg af solbriller og tingeltangel, for de bliver gennet væk, hvis de tigger. Alle er veluddannede, og der er obligatorisk skolegang for alle, de mindste er stort set i skole hele dagen. Ingen seista her. Folkeskolen er gratis, men man betaler for bøgerne. Der er universitet på Tenerife, så de fleste uddannelser kan man tage på øerne.
Sprog
Man taler spansk eller mere korrekt castellano (kastiliansk) – med næsten sydamerikansk accent. Man sluger endelser, så ingen aner, om “La Palma” er øen eller byen. Der er mange låneord fra øens brogede historie. Den engelske periode har givet “naife” for kniv, og “choni” betyder udlænding - efter Johnny. Emigranter har bragt gloser hjem fra Sydamerika, fx hedder bus ”guagua” som i Caribien, mens den i resten af Spanien hedder ”autobus”.
Erhverv
Kanarierne lever i dag af turister, bananer og tomater. Mest turister. Man er vant til at ændre erhverv. For historisk har man måttet omstille sig for at overleve. De er ved at dø af grin, når de hører, at vi har levet af at producere smør og korn i århundreder. Kanarierne var først med at dyrke sukkerrør og spandt guld på dem, indtil det kunne gøres billigere med slaver i Vestindien. Så gik man over til vin og blev verdensberømte for den tunge Malvasia-vin, der gik under Malmsey og Canary Sack. I danske hjem hed den kanariesekt, men Holberg lod »Jeppe på Bjerget« sige ”kanaljesek” – som var gængs udtryk indtil for få siden. Kanariske vinplanter blev sejlet til Amerika, derfor stammer de fleste sydamerikanske vine fra De Kanariske Øer. Vinen fik konkurrence af portvin og madeira, og så måtte man igen finde på noget nyt. Det blev lus fra kaktus. Lusen bliver brugt som farvestof og var en stor indtægtskilde, indtil kunstige farver vandt frem. Siden begyndte man at dyrke bananer og tomater. Vandproblemet løste man ved at putte vulkansk aske i plantejorden, som kunne suge den tunge nattefugt til sig. Begge afgrøder har en særlig sød smag. Bananer udgør 30 pct. af øernes landbrug, og der er 11.000 bananfarmere. Produktionen er i dag i krise. Til gengæld har blomsterproducenterne vind i sejlene og eksporterer for ca. 350 mio. kr. årligt. De første tobaksmarker er anlagt for 300 år, og øernes cigarer regnes blandt verdens bedste.
Fiskeri sker fra både trawlere og små kuttere. Hovedfangsten er tun, sardiner og blæksprutter. Men de er ikke ret gode til det, så trods al det hav må kanarierne importere spisefisk, og priserne er høje. Der gøres store anstrengelser for at uddanne og udbygge fiskeindustrien, så fiskerne kan tage længere ud og i det mindste dække hjemmebehovet.
Turismen er hovedindtægtskilden. Det begyndte i starten af 1900-tallet, da velhavende englændere kom for at pleje tuberkulose eller andre af datidens moderne sygdomme. De sejlede med bananbåde, der indrettede luksuskabiner til turister. De engelske herskaber blev hele vinteren. Masseturisme kom først i 1960´erne med jetflyet. Det boomede, og der blev skabt mange penge og meget skidt. I 1980´erne havde europæerne fået nok, og de blev væk. Siden har man hanket op i turismen, og nu er turisterne tilbage. Samlet har De Kanariske Øer 11 mio. besøgende, 22 pct. af Spaniens turister. Cirka 250.000 danskere besøger Kanarieøerne hver år, heraf har Gran Canaria 120.000 besøg årligt.
Politik
Kongeriget Spanien består af 17 selvstyrende regioner. De Kanariske Øer er en af dem, kaldet Canarias. Selvstyret er vidtrækkende, næsten som Grønlands hjemmestyre. Kun udenrigs- og forsvarspolitik bestemmer Madrid. Canarias har sin egen lovgivende forsamling på Tenerife. Der er valg hvert fjerde år. Parlamentet vælger præsident, som dog officielt udpeges af Spaniens konge.
Rivaliseringen mellem øerne slår igennem i selvstyret. Regeringsinstitutioner deles med hårfin nøjagtighed. Da parlamentet ligger i Tenerife, har Gran Canaria Højesteret og flere regeringskontorer. Præsidenten bor skiftevis på Tenerife og på Gran Canaria – fire år på hver ø. Vicepræsidenten bor dèr, hvor præsidenten ikke bor. Både Las Palmas på Gran Canaria og Santa Cruz de Tenerife er hovedstad for Canarias. Desuden har hver sit eget styre, Cabildo. Endelig er der valg til de enkelte kommuner med borgmestre og byråd.
Nationalt er der valg til parlamentet i Madrid, Cortes Generales. Her indgår de folkevalgte fra Kanarieøerne i Coalicion Canaria (CC), der stemmer sammen, når det gavner øerne, og de er ofte tungen på vægtskålen, har det kastet en del af sig, fx flere kostbare vandprojekter.
Spanien har været medlem af EU siden 1986, også Kanarieøerne. Men øerne er ikke en del af ”det indre marked”. Derfor kan man stadig handle toldfrit på vej derned, og derfor skal man gå ud ad den blå udgang i lufthavnen, når man kommer hjem - selv om man egentlig kommer fra et EU-land.