Guide til Gran Canaria
Følg os på Facebook
  • Home
  • Om os
  • ØEN RUNDT:
  • Las Palmas
  • Det grønne Nord
  • Byer inde på øen
  • Maspalomas
  • Feriebyer i Syd
  • På toppen af øen
  • .
  • TUR-FORSLAG:
  • Bjergby-turen
  • Fataga-turen
  • Grotte-turen
  • Palmitos Park
  • Sioux City
  • Ørkenvandringen
  • Videoer
  • FAKTA om:
  • Kanarierne
  • Geografi
    • Kanarieøernes planter
    • Dyreliv
  • Kulturliv
  • Historie
  • Kanarisk Mad
    • Restauranter
    • Tapas-Guide
    • Kanariske kartofler
    • Mad-parlør
  • -
  • Trafik på øen
    • Busser
  • DET PRAKTISKE
    • Rejsefakta A-Å
    • Aktiv Ferie
    • Indkøb
    • Overnatning
  • BLIV KLOG PÅ ØEN
Kom rundt på øen i venstremenuen - MOBILOS: klik på gitteret øverst

Trafik på Gran Canaria

Picture
Mere om Gran Canarias busser i busafsnittet
Et effektivt busnet, super-veje, superfærger og billige billejer gør det let at komme rundt på Gran Canaria. 
Læs her om:
Taxa, Færger, Billeje, Bilismen og Trafikkultur.


​Klik også til afsnit om busser

Støt projektet med et lille beløb - fx 20 kr! Brug Mobilepay til: 20216673.

Taxa

Picture
Gran Canaria har Europas billigste taxaer




Det er billigt at køre i taxa. Ikke bare i forhold til de ublu danske taxapriser, men i forhold til hele Europa. Det største selskab - med de rød/hvide biler langs sydkysten - lancerer sig ligefrem som Europas billigste, og de kører endda rundt i flotte nye Mercedes. I forhold til danske priser er der nærmest tale om 1/3 - og måske endnu mere med nogle af de nye danske taxapriser. Man kan som tommelfingerregel regne med, at en tur koster 1 euro pr. kilometer. Er man fire, vil det for mange  små ture kunne betale sig at dele en vogn, også selv om også busserne er billige.
Prisen er startgebyr på cirk 2€, og derefter ca. 70 cent pr. kilometer. På de fleste taxaholdepladser er der en prisliste for de mest almindelige ture - og udflugter man kan tage med chauffør. Til taxameterprisen kan lægges særlige tillæg som natkørsel, bagage osv.
Taxaer har grønt lys på taget, hvis det lyser skiltet "libre", er taxaen ledig. 
​OBS: Hav kontanter med - det er ikke sikkert, at  de tager betalingskort.
Pas på pirat-taxaer, de er billige i hvert fald i startpris, men slutprisen kan blive høj.

Priseksempler: Fra Lufthavnen til Maspalomas - 41 euro. Fra Playa del Ingles til Las Palmas 67 euro. Fra Maspalomas til Palmitos Park 14 euro. 
Disse skilte vil man kunne se ved alle større taxa-holdepladser:


Picture
Der er udførlige prislister ved de fleste taxaholdepladser

Biler og billeje

Picture
Gran Canaria har perfekt vejsystem
Gran Canaria har et fantastisk vejnet, selv den mindste flække har fin, blød asfalt. Så man kan godt blive fristet til at køre stærkt, men pas på. Der er mange pludselige sving, voldsomme stigninger og nedkørsler, især ude på landet. Spanske bilister bruger hornet, de kører stærkere og mere hidsigt, men værre er det heller ikke. En helt almindelig dansker med kørekort kan klare sig fint.




Billeje
Stort set alle skal leje bil, hvis de skal ud på vejene. Og det er særdeles nemt at have med at gøre, men man skal se sig for. Billeje på Gran Canaria kan være så billigt, at det er for godt til at være sandt. For hvordan tjener man penge på at leje biler ud til fx 25 kroner om dagen. Det gør man, hvis man har mange smarte tricks i ærmet, som man kan malke kunden med. En af de mere fiffige er, at disse selskaber forlanger, at man afleverer bilen med tom tank, og da det nærmest er umuligt, så indtræder et enormt gebyr for, at de så vil gøre for en. Dem skal man holde sig fra. Desuden kan der være så mange finurligheder om forsikring og skatter, at den reelle pris tordner i vejret. Man kan derfor i det lange løb spare en del ved at leje hos de udlejere, der har lidt højere priser. Det er billigt alligevel.
Den engelske Gran Canaria Info har med hjælp af sine 16.000 følgere kåret de bedste udlejere: Autoreisen, Plus Cars og det lokale Cicar. De har alle kontorer i lufthavnen og i alle større byer. De har reelle udbudspriser og gode biler, uden gemte forsikringer eller mærkelige benzin-systemer. Man får, hvad man betaler for. Det skulle også være nogenlunde sikkert at leje gennem de store charterselskaber, fordi de har lidt hånd i hanke med udlejerne. Til gengæld har mange dårlige erfaringer med de udlejere, som man får tilbudt gennem flyselskabernes hjemmesider. Læg mærke til at flyselskaberne ikke påtager sig af ansvar for udlejere.
Som standard bør man sikre sig, at en billeje har ubegrænset kilometer, alle skatter og forsikring inkluderet. Undersøgelsen advarede direkte mod firmaet GoldCar, som mange har haft problemer med. Flere af denne guides læsere advarer desuden om, at Interrent også er fulde af numre, det er især med forsikringer.
Bor man i Las Palmas og har brug for en bil et par dage, anbefales Autos Sansu på Luis Morote Street. Man skal altid have et kreditkort for at kunne leje, men de mindre udbydere vil ofte ikke acceptere den forsikring, som kortet kan indeholde. Check altid bilens stand ved afhentning og sørg for at alle fejl og buler er noteret. For at leje bil skal man være 21 år og have haft kørekortet i et år. Nogle har dog aldersgrænsen ved 25 år.

Parkering
I de større byer betyder blå linjer på gaden, at man skal købe parkeringsbillet mellem kl. 14 og 20, ellers får man bøde. Hvide linjer betyder gratis parkering, og gule linier betyder parkering forbudt. Parkering i P-huse eller P-områder er langt billigere end i Danmark - ca. 1 € pr. time. De er lynhurtige med blokvognen, hvis man parkerer ulovligt.

Benzin
Benzin sælges som 95 og 98 oktan og blyfri (sin plomo). Næsten alle udlejningsbiler kører på blyfri 95 oktan. Det er ret billigt. Cirka 1,2 euro pr. liter.

Færdselsregler
Færdselsreglerne er stort set som i Danmark, og skiltningen er nem at forstå. Brug af sikkerhedsseler er obligatorisk. Børn under 14 år skal sidde på bagsædet. Det er ikke tilladt at tale i mobil-telefon under kørsel, heller ikke med øretelefoner. Man må slet ikke have noget i ørerne. Promillegrænsen er 0,25.
Hastighedsgrænserne er 120 på motorvej og 90 på landevej og 45 i byerne.
Man giver et advarende dyt, når man kører ind i skjulte vejsving for at advare modkørende.
Ved nogle t-kryds er der en lille halvrundkørsel i højre side af vejen. Den skal man køre ind på, når man ønsker at dreje til venstre. Dermed blokerer man ikke for ligeud-kørende trafik, mens man venter på klar bane fra begge retninger. Det giver bøde bare at svinge til venstre uden at bruge halv-rundkørslen. Hvis bilen foran begynder at blinke med til venstre, kan det betyde, at han vil til venstre, men det kan også betyde, at han sænker farten.

Blev du glad for guiden, så send forfatteren en venlig tanke på Mobile Pay: 20216673.
Fodgængere
Man kan få sig noget af en overraskelse, når man nærmer sig et fodgængerfelt, for bilerne vil prompte slå bremserne i, selv om egentlig godt ville vente, til den var passeret. Men al trafik stopper, så det er meget sikkert at være gående.

Tommelfingeren
Det er normalt at blaffe. Også de lokale bruger det. Det er dog svært at få et lift i nærheden af de store feriebyer. Der er altid fare forbundet med det, men ikke mere end i Danmark.

Cykler
Man kan leje cykler i feriebyerne, men cykelstier er der få af, så vær forsigtig. Til gengæld viser bilister og busser stor hensyn til cyklister, for man er efterhånden vant til, at Gran Canaria er en stor træningslejr for cykel-motionister og professionelle cykelryttere. Der er indført en regel om, at der skal være 1 1/2 meter fra et køretøj til en cykel, når man overhaler - og som med alt i færdselsloven, bliver det overholdt. Cykelhjelm er påbudt uden for bymæssig bebyggelse. Også mountainbikes kan lejes. 

Motorcykler
Både motorcykler og scootere kan lejes i alle feriebyer, men de koster næsten det samme som en bil. Og hvert år kommer mange, specielt unge mennesker, galt afsted, så med mindre man er trænet, bør man nok overveje en anden transportform. Styrthjelm er påbudt.
​

Færgefart på sydkysten

Picture
Ruten har afgange fra hver havn en gang i timen
Færge mellem feriebyer
En færge sejler i fast rutefart mellem de store feriebyer langs sydkysten, fra Puerto Mogan til Arguineguin – med stop i Puerto Rico og Anfi Mar. Der er afgang fra hvert sted en gang i timen. Det er en særdeles smuk måde at komme rundt på sydkysten, man får både transport og udflugt, men det er også noget dyrere end med bus. Priserne ligger fra 4 til 13 euro afhængig af, hvor langt man sejler. Der er bar ombord.

Man kan kombinere bus og færge, så man måske hurtigt kommer ud – og så duver man på søen hjem. Det hedder en B&B – Bus and Boat. Det er iøvrigt same bade, der sejler på sightseeing efter delfiner. Og hvis man ikke ser nogen, får man en fribillet, så man kan prøve igen. Læs mere på:https://www.lineassalmon.es/en/index.html​

Færge til Tenerife

Picture
De vildeste og mest moderne færger sejler mellem de kanariske øer.
Man kan sagtens nå en dagsudflugt til nabo-øen, Tenerife, hvis man fx vil se Santa Cruz eller Loro Parque. Øerne er forbundet med to færgeruter, der tilsammen har op til 16 afgange dagligt, og de hurtige ruter tager under to timer i reel sejltid.


Der er to afgangssteder:
Las Palmas: Herfra sejler selskabet Naviera Armas til Santa Cruz de Tenerife 5-6 gange dagligt. De har både færger - "slowboats" - og en hurtiggående katamaran, hvis den ellers ikke er på værksted, for det er den tit. Færgen tager 3 timer og giver fantastisk udsejling fra Las Palmas og skønne udsigter til Gran Canarias nordkyst. Der er masser af restauranter og underholdning ombord - også pool. Katamaraner drøner turen på under to timer. Skibene afgår langt ude på havnefronten, så hvis man er gående passager kan man tage en gratis bus fra Armas kontor tæt på busterminalen i Santa Catalina. Se mere om afgangstider og priser her: 
https://www.navieraarmas.com/en/horarios_en

Agaete: Fra denne lille by på vestkysten sejler selskabet Fred Olsen Expres til Santa Cruz de Tenerife cirka otte gange dagligt i verdens største katamaran - på kun 80 minutter. Der kører færgebus fra Las Palmas til Agaete, der tager 25 minutter. Turen er noget dyrere. Læs mere på:  https://www.fredolsen.es/es

Billetpriserne er mildest talt svævende. Det kan koste alt fra 200 til 700 kroner, afhængig af udbud og efterspørgsel og ens egne ønsker til komfort ombord. Endagsture er ofte på tilbud til omkring 200 kroner.

Og så er der muligheder for udsigter som denne, hvis man står tidligt op:

Picture

Gå videre til Busser

Proudly powered by Weebly